Tunge tårer løber ned ad mit vindue, og smadres mod jorden udenfor. En lille tone fremtyder hver eneste gang, og snart synes jeg at kunne høre en hel symfoni. Jeg kigger - kigger ud på den endeløse verden, som jeg endnu ikke har udforsket. Himlen er mørk, og så langt øjet rækker er der trist og gråt.
Jeg blir' helt kold indeni, da jeg bevæger mig udenfor i regnen. Kun planterne ser ud til at have en fest.
Pludselig stopper dråberne med at danse deres stille dans, og himlen blir' med ét blå. Forventningen om en regnbue stiger, da solen titter frem, så jeg kigger op et stykke tid - forventer at de stærkeste farver kan træde frem på himlen hvert eneste øjeblik, og rede mig. Men da jeg så småt begynder at få ondt i nakken, er himlen stadig helt lyseblå. En følelse af skuffelse skyller ind over mig! I dag skulle ikke være min dag.
